Min livshistorie…

  1. oktober 2014:

Jeg havde ikke sovet ret meget i løbet af natten. Det hele dirrede i mig… som om en lige havde forskrækket mig og hjertet galoperede afsted. Men det aftog ikke… det blev bare ved og ved.

Da jeg stod ud af sengen, var jeg mere træt og smadret end da jeg gik i seng… Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var rastløs, var lige ved at græde hele tiden, gik rundt om mig selv, begyndte på en masse ting, men fik ikke gjort noget færdigt… Der var fire timer til jeg skulle køre. Jeg skulle for første gang ud og sælge miss Dida tøj. Ved ikke, hvorfor jeg havde det sådan… jeg havde jo solgt tøj tusind vis af gange før… Jeg elskede det. Men bang… så kom angstanfaldet. Jeg troede, at jeg skulle dø. Mit hjerte galoperede afsted. Jeg hyperventilerede. Jeg græd, jamrede, skreg. Det sortnede for mine øjne… troede jeg var ved at besvime. Sveden haglede af mig. Det prikkede og stak i mine hænder og fødder og katastrofe tankerne væltede rundt i mit hoved. Min verden brød sammen og blev sort…

Jeg ringede til min mand og hvor må det have været frygteligt for ham. At være 100 km væk og høre sin kone gå i opløsning og intet kunne gøre…

Han kontaktede min chef, som var sød og forstående. Selvfølgelig skulle jeg tages af salg… Der var masser af tøj, der skulle syes. Så salg kunne sagtens vente til jeg var klar.

Jeg mødte rødøjet op på arbejde dagen efter. Min chef kom med to kopper kaffe og bad mig sidde ned. Hun bad mig vælge mellem 20 timers arbejde eller en fyreseddel.

Jeg gik til læge og hun testede mig til at have en depression og jeg blev sygemeldt. Da jeg denne gang ikke ønskede at få antidepressiv, ”trak lægen på skulderne” og jeg fik lov at passe mig selv.

Jeg var på dette tidspunkt i gang hos psykologen. Men da hun havde 3 måneders ventetid… kom jeg kun til, hvis hun fik afbud. Dvs. jeg vidste aldrig, hvornår jeg skulle ned til hende næste gang. Der kunne gå fra en uge til fire uger… Det var ulideligt… jeg havde brug for det minimum en gang i ugen.

Min livshistorie del 2:

Jeg nåede kun fire konsultationer hos psykologen. Jeg havde brug for et mere kontinuerligt forløb. Så min mand og jeg fandt ud af, at jeg igennem min hans arbejde kunne komme ind under samme sygeforsikrings ordning som han var dækket af (kostede selvfølgelig…). Forsikringsselskabet fortalte, at de havde en psykolog i Vejle… hun var godt nok blind… om det gjorde mig noget. Nej, svarede jeg undrende… For min skyld kunne hun være blå eller grøn… bare hun kunne hjælpe mig.

Jeg blev ringet op af psykolog ”Mette” fra Vejle og som noget af det første, sagde hun: Har du styr på din henvisning… Hvortil jeg igen undrende svarede… selvfølgelig… ellers ville forsikringsselskabet jo ikke kontakte hende. Ja, for det var jo vigtigt, at hun fik sine penge. Allerede der tænkte jeg: Hun er mere interesseret i sin egen forretning end i mit ve og vel. Hun var forstående over for mit valg vedr. medicin, men hun syntes jeg var så forpint, at hun syntes, jeg skulle overveje Perikon. Perikon er naturens svar på antidepressiv. Du kan læse mere ved at trykke på linket og en rigtig god idé at google og få mere info. http://www.vitalraadet.dk/304+M56d79284d24.0.html.

Jeg nåede fire konsultationer hos hende… og hver gang blev henvisning og hendes penge nævnt. Jeg havde det så skidt og kunne slet ikke overskue ”hendes forretnings snak” oven i min ”dårligdom”. Jeg havde min henvisning i orden og var der problemer med hendes betaling fra forsikringsselskabet… måtte hun jo tage den med dem…

I mellemtiden havde jeg læst en interessant artikel, om ”Psykoterapi betaler sig frem for psykofarmaka…” Læs artiklen tryk linket: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2200773/psykoterapi-betaler-sig-frem-for-psykofarmaka/

Vild spændende artikel af psykolog Irene Oesterich. Jeg blev bekræftet i min mavefornemmelse vedr. medicin og havde hørt ACT (Acceptance and Commitment Therapy) nævnt nogle gange.

Jeg kontaktede forsikringsselskabet for at høre, om de havde en psykolog, som kunne det her ACT… Og ja, det havde de.

Jeg blev kontaktet af en meget ung kvinde, som fortalte, at hun kunne ACT. Jeg fik en tid og mødte meget skeptisk op… for hun lød godt nok meget ung. Men jeg tog fejl… Hun havde helt styr på det og med en helt ny indgangsvinkel, havde hun fat i den lange ende. Endelig begyndte det at rykke… allerede efter første gang, gik jeg hjem med ”redskaber” jeg selv kunne bruge… Det var fantastisk… Anden konsultation var en lige så stor succes… Og endelig begyndte der at spire et lille håb… Jeg følte mig set og forstået og endelig en jeg følte ville hjælpe mig…

Tredje gang, fortalte psykologen mig, at hun havde fået nyt arbejde. Jeg sagde: pyt… jeg følger med 🙂  Det kan du ikke, sagde hun: det er ved kommunen. Pyt… sagde jeg… Jeg betaler gerne sort. Men det gjorde hun ikke i… Der forsvandt mit skrøbelige halmstrå… Jeg spurgte, hvad jeg så skulle gøre? Hun kendte ikke andre ACT psykologer, hun kunne henvise til. Jeg spurgte efter ACT kurser eller bøger… Og jeg fik navn og forfatter på en af hendes lærebøger. Det blev mit halmstrå i lang tid derefter og er det stadig. Hel fantastisk bog, som er smæk fuld af ”aha-, nå det er derfor-, så forstår jeg bedre oplevelser”, den er let læselig og han har en hel fantastisk måde at skrive på. Ofte tænkte jeg: Det er lige præcis sådan jeg har det. Og hvor var det skønt, at en anden beskriver det jeg føler… så er jeg ikke alene… Sikke en befrielse 🙂  Bogen hedder Lykkefælden og er skrevet af Russ Harris og kan købes på Dansk Psykologisk Forlag (www.dpf.dk).

Min livshistorie del 3:

Jeg ringede igen til forsikringsselskabet. Jooo… de havde en psykolog i Haderslev, der kunne ACT, men der var lang ventetid. Pludselig en dag ringede ”en Grethe”. Hun var ikke uddannet i ACT: sagde hun, men hun havde da nogle kurser i det og hun kunne da bestemt hjælpe mig. Jeg gjorde det klart for hende, at det for mig var vigtigt, at det var hende, der var den professionelle og vidste, hvordan vi kom i mål. Jeg havde brug for at være patient og ikke hele tiden skulle opfinde den dybe tallerken…

Fjerde gang jeg var ved hende, sagde hun: Bettina, du kan mere ACT end mig…

Jeg gik derfra med den følelse, at ”psykologer” bare var pengemaskiner. Jeg havde fået en henvisning på ”12 x psykolog” og havde brugt dem på at fortælle – nye psykologer – min historie… uden at være kommet videre… Jeg følte mig snydt, ”ikke forstået” og vred. Fuck psykologer… Håbløsheden bankede virkelig på. Psykologerne havde været mit sidste halmstrå… Hvordan skulle jeg nu blive rask? Hvem kunne nu hjælpe mig? På et tidspunkt tænkte jeg: Hvor ville jeg ønske, at jeg havde kræft i stedet for. Så bliver man da taget alvorlig. Der er en hel klar handlingsplan for et kræftforløb… både under forløbet og flere år efter… Men ”psykiatri området” er der ikke prestige i og er meget nedprioriteret…

Min tur hjem fra Haderslev husker jeg som meget lang… Flere gange måtte jeg ind til siden… fordi tanken: ”Det er så nemt… Det er bare trække i rattet, næste gang der kommer en lastbil…” blev stærkere og stærkere i mit hoved…

På det tidspunkt havde jeg det så skidt pga. depression og angst. Det var ikke blot psykisk, jeg havde det skidt… Det var også fysisk. Hvis man nogensinde har prøvet at stå i sine egne tanker og en forskrækker en… sådan virkelig forskrækker… Hvor man først føler hjertet går i stå, så ryger op i halsen og derefter galoperer afsted med 180 i timen. Denne intense hammeren i brystet og kroppen, som bare sitre, dirrer og ryster… Den følelse havde været min følgesvend i over et halvt år. Den holdt ikke pause. Den gik ikke på weekend. Den tog ikke en slapper, når ”vi” skulle i seng. Min krop var hele tiden i alarmberedskab… Adrenalinen pumpede rundt hele tiden og min krop var bare træt, træt, træt…

Det sidste trekvarte år, havde jeg max fået 3 – 5 timers søvn i døgnet… sådan rigtig søvn, hvor man ryger dybt ned i drømmeland, hovedet får ro og hele systemet regenerere… Jeg havde så meget tankemylder… (af lortetanker…) at min hoved ikke fik ro på noget tidspunkt. Det kørte rundt i hovedet. Halve tanker, der aldrig blev til hele sætninger… Det kørte og kørte. Selvbebrejdelser, selvbebrejdelser, selvbebrejdelser… Du dur ikke til noget… Sikke en mor du er… Sikke en kone du er… Tag dig dog sammen… Kan godt forstå du ikke har noget arbejde… Ingen kan bruge sådan et skvat som dig… Sikke en belastning du er… din familie vil faktisk være bedre tjent, hvis du ikke var her osv., osv., osv. Den onde spiral var i gang og tog hurtig fart…

Når jeg gik i seng om aftenen, faldt jeg hurtigt i søvn, men efter få timer vågnede jeg – endnu mere træt og smadret end da jeg gik i seng… og jeg vidste, at jeg ikke ville få mere søvn den nat – heller ikke denne nat.

I vågen tilstand kunne jeg sommetider få lidt ”ro i hovedet” ved afledning. En af mine aflednings-/overlevelsesstrategier var at gå. Jeg gik, gik, gik… Lige så snart jeg ikke ”kunne være i mit hoved” gik jeg. Nat og dag. (Indskudt sætning: Glemmer aldrig en lørdag nat… jeg var gået i seng, men kunne slet ikke falde i søvn. Tankerne og uroen tog til, blev værre og værre… Der var kun et at gøre… tror kl. var 01.30… jeg tog et par bukser på under natkjolen, jakke på, snor på min allerbedste ven Tuka (som ALTID gider… :)) og afsted… (Jeg kunne bedst lide at gå, når det regnede, blæste eller var mørkt… så var chancen for at møde nogle, som undrede sig over, at jeg gik og græd mindst…). Tuka og jeg var næsten nået ud af byen… der kom en ung fyr gående imod mig og selv om det var mørkt og jeg havde hætten oppe, var der en der undrende sagde: Heeej Bettina. Hvad laver du ude nu?? Og i nattøj?? Shit mand… Jeg sank en klump, mandede mig op og forsøgte at lyde så normal som muligt. Øhhh… Tuka skulle tisse… (Hold kæft, hvor lød det dumt… kl. 02.00 om natten, 3 km hjemmefra og når man har en have lige uden for døren, hvor hun kunne tisse…). Han spurgte, om jeg var okay og det forsikrede jeg ham om og jeg skyndte mig videre. Vi var nået et par kilometer længere… og en scooter kom kørende imod os… Den sagtnede farten, stoppede og en ung mand sagde: Hej Bettina. Er du okay? Skal jeg ikke køre dig hjem. Du skal ikke gå her helt alene midt om natten… Trods alt mit ”mørke” blev jeg så glad, varm og rørt over, at mine døtre var så heldige at have så omsorgsfulde venner. Og man siger, at ungdommen i dag er egoister… Det var ikke det jeg oplevede <3 Jeg fortalte ham, at jeg havde en depression og den bedste måde jeg kunne finde ro på, var at gå… Og at det var okay. Han skulle ikke være nervøs… Tuka skulle nok passe på mig. Den nat gik jeg 17 km… jeg kom træt hjem, men ikke træt nok til at sove…).

Jeg kunne ikke holde ud at være alene… Jeg græd hele tiden. Det var som om, det ikke ville stoppe igen. Jeg var ked af det… hele min krop var ked af det… det gjorde fysisk ondt. Tænkte ofte… gad vide, om jeg nogensinde bliver rask… Måske er du skør…

Jeg kunne ikke holde ud at være hjemme… følte huset kvalte mig, følte huset var fyldt med dårlig energi, jeg kunne ikke ånde… (Selv om jeg med min fornuft ved, at vi bor dejligt, med masser af lys, kunne jeg slet ikke se det… Det var som at have solbriller på med næsten sort glas…). Så jeg tog ofte bilen og kørte… Ud… væk… Parkerede bilen et tilfældigt sted og gik… uden rute og uden mål… I starten – når jeg gik – kunne jeg ikke mærke andet end mørket, håbløsheden og tristheden… Men naturen og motion kan det fantastiske, at efter ca. 20 minutter begyndte tågen fra mit sind at lette… en lille smule. Naturen ”stikker en kæp i hjulet” på tankerne. Dine tanker bliver forstyrret i sit selvsving, fordi du skal bruge noget af din opmærksomhed på ikke at falde. Øjnene registrere lyset omkring mig (jeg har brug for lyset). Mine øjne registrerer, hvor glad Tuka løber rundt og snuser med høj haleføring… finder pinde, forsøger at grave dem ned, kræver min opmærksomhed… Jeg skal kaste den… hun gør insisterende… bliver ved… (Menneskets bedste ven… jeg forstår virkelig betydningen af den sætning…). Din hud sanser regn, blæst, sol. Dine ører registrerer alle lydene omkring dig og i kuperet terræn kommer pulsen op og blodet suser rundt og forsyner kroppen med nyt friskiltet blod og der bliver dannet endofiner.

Jeg gik og gik. Lige så snart jeg ikke kunne være i min ”ked-af-det-hed” gik jeg. Jeg gik 90 km på en måned. Jeg gik 140 km på en måned. Jeg gik 180 km på en måned… jo dårligere jeg havde det, jo mere gik jeg. En måned nåede jeg op på 250 km… mine hofter gjorde ondt, mit bækken gjorde ondt. Igennem mange måneder havde jeg gået og gået og i det forkerte fodtøj… Det resulterede i bækkenbetændelse, penicillin, kiropraktor og ro… masser af ro… Og absolut ingen gang…

Så ”væltede” min verden igen… Fuck kroppen… Hvad nu???

Jeg havde gået i den skønneste natur. Mine øjne havde set det, men ikke registreret det. Mine fødder havde registreret hver en sten, skråning og vandløb, men jeg havde ikke mærket det. Og alle mine sanser havde taget i mod regn, vind, blæst og sol, men jeg havde ikke mærket det.

Alle disse mørke kilometer er i dag en af mine veje tilbage til livet. “Vandre Banden”. Her udfordrer jeg mig selv med at være sammen med andre mennesker. Jeg kan igen holde ud at være i mit køkken, fordi jeg skulle/skal finde nye opskrifter og bage kager til alle de skønne mennesker, der vælger at bruge deres tid på mine ture. Min hjerne, koncentrationen og hukommelsen, kommer stille og roligt tilbage, ved at jeg skal skrive tekst til turene (det kræver tålmodighed, øvelse og gentagelser, da mange ord er væk og jeg har svært ved at koncentrere mig ret lang tid af gangen). Jeg er så glad og taknemmelig for alle jer, som bakker op om mine ture. Jeg tror ikke i er klar over, hvilken kæmpe del i har i, hvor langt jeg er i dag. Jeg har stadig en lang vej at gå, men jeg er rigtig godt på vej. Tusind tak til jer <3 Læs mere om “Vandre Banden”…

Min skønne dejlige mand, sad en onsdag aften og googlede og landede på en side om angst. Han blev grebet af en historie, hvor en mand fortalte ”min historie”. Han havde oplevet samme ”trækken på skuldrene” fra sin læge, da han ikke ønskede medicin (fordi han også blev mere syg af den…), samme frustrationer mht. psykologer osv. MEN han havde været på et 5 dags kursus hos Art of Living… og det havde virkelig ændret hans liv.

Min livshistorie del 4

Min mand læste op og sagde: Det her skal du altså prøve… Bettina. Det koster kun 1.500 for fem dage… Det er jo næsten det samme som, hvad en psykologtime koster. Jeg sagde: 1.500 kr. for fem dage… Det må være en kvaksalver. Ingen seriøse firmaer kan da holde et 5 dages kursus med lokaleleje, løn, lys, varme osv. for 1.500 kr. Vi læste videre… Det er verdens 2. største humanitære organisation… Interessant… Det her var som tidligere skrevet om onsdagen. Kurset, som var specielt lavet til sygemeldte med angst, depression og stress, startede allerede om mandagen og blev afholdt i København. Vi blev enige om, at jeg skulle ringe til Art of Living (AOL) næste dag. (Det at tage telefonen og ringe til et fremmed menneske, var vildt grænseoverskridende… Min angst var så slem, at jeg ikke engang kunne ringe til min mor og sige hej… uden at begynde at tude… Ikke åbne døren for posten… uden at tude osv.).

Pia Maria (underviser og formand for Art of Living (AOL) i Danmark) tog telefonen… Jeg fortalte med grødet stemme, at vi havde set denne her fortælling, om denne her mand. Jeg vidste ikke, om kurset var noget for mig… for jeg havde gået til psykolog og syntes ikke rigtig, at det hjalp… Medicin havde ikke hjulpet, havde blot tilført alle bivirkningerne og bla… bla… bla…

Pia Maria fortalte, at de ting vi oplevelser i vores liv sætter sig i kroppen. Om jeg aldrig havde stået neden for en rutchebane og alligevel mærket suget i maven… Jooo… det havde jeg da. Og pludselig forstod jeg, hvorfor jeg ikke kunne/kan nærme mig Jobcenteret uden at begynde at græde… For i 2009 havde jeg ene grimme, dårlige oplevelser derfra… med mistro, skyld og skam. Og hvor jeg følte mig presset til noget, jeg overhovedet ikke var klar til…

Pia Maria fortalte: Psykologen arbejder kun i det bevidste lag. Og lige meget, hvor meget du fortæller om det, fjerner det ikke det, som kroppen husker. AOLs praksis med yoga, åndedrætsøvelser og meditation arbejder i de 7 lag af kroppen, som gør, at vi får renset gammelt ”affald” ud. Et af de 7 lag… er sindet. Lærer man ikke, om sindets tendenser, tror man på alle de ting sindet finder på…

Wauuu… jeg var solgt. Kunne man virkelig stille spørgsmål ved de tanker, der dukker op?? Jeg havde da altid troet på, at jeg ikke duede til en skid, når den tanke dukkede op. Eller… du er sgu for meget… Eller ingen gider med dig, du er kun god nok, hvis du yder… Tænk, hvis disse ”lorte tanker” ikke var sande… Tænk, hvis jeg virkelig var god nok… Eller… at folk godt gider mig… uden at jeg skal yde… At folk, der siger noget pænt til mig, ikke har en grim bagtanke… En ny verden begyndte at åbne sig…

Da hun hørte, at jeg var fra Jylland, tilbød hun uden tøven, at jeg kunne sove i et af deres behandlerrum. Jeg skulle ikke give noget, blot selv medbring madras og dyne… Mere wauuu… Sikke et menneske. Jeg kendte hende slet ikke og alligevel behandlede hun mig som en nær, gammel ven.

Jeg meldte mig til kurset. Min mands arbejdsplads ligger både i Århus og i København. Han aftalte med sin chef, at han kunne arbejde i København den kommende uge. Søndag aften checkede vi ind på et hotel i København… Og mit ”nye liv” var stille og roligt begyndt at ændre sig fra, at andre havde styringen til, at det var mig, der fik rorpinden og den fulde kommando.

Mandag morgen mødte jeg træt, angst, usikker op i tredje baggård, på tredje sal i en stor gammel, smuk lejlighed på Østerbro. Vi var 9 på kurset og for første gang var jeg sammen med andre mennesker, som ”lignede” mig. Og hvor var det skønt. Ikke at skulle forklare, se/mærke undrende, uforstående blikke fra den man fortalte sin historie til… Høre andre mennesker fortælle min historie eller sige det, som jeg lige skulle til at sige. Sikke en befrielse… Så var jeg måske ikke så mærkelig alligevel. Ordsproget: Lige børn leger bedst… fik en helt ny betydning.

Under den sidste øvelse vi lavede den dag, mærkede jeg en gnist af glæde… Wauuu… det havde jeg ikke mærket i flere år. Glæden havde været kvalt og filtret ind i et tykt lag af håbløshed, lavt selvværd og ked-af-det-hed. Det var ikke kun den lille gnist af glæde jeg havde mærket… der var også begyndt at spire et lille håb…

Min livshistorie del 5

Min rejse var begyndt… Da jeg kom ned på gaden… Øster Farimagsgade på Østerbro – en trafikeret, men super hyggelig gade – med små hyggelige butikker og caféer – opdagede jeg, at solen skinnede. Det havde den altså ikke gjort i maaange år.

Min mand havde ikke fri endnu… så jeg skulle have 1,5 time til at gå. Men det gjorde slet ikke noget. Jeg elsker København… her kan man virkelig være sig selv… med og uden sin ”dårligdom”. (Godt, når man gerne vil være i fred… Skidt, fordi man virkelig kan være ensom her, bland mange mange mennesker). Folk er tilpas ligeglade, konfliktsky, ”nok i sig selv-agtige”, så man kan sagtens gå og græde, uden nogen registrere det. Det gør de måske nok, men de handler ikke på det.

Først satte jeg mig på en elboks i solen… Lukkede øjnene, men blev skidt tilpas. Alle de lyde, larmen, lugten af benzinos, et fremmed og ukendt sted… det var angstprovokerende… Så øjnene blev hurtigt åbnet igen. Det var meget bedre… men ved ikke, om jeg nød det… Tror mere, jeg bare var der. Men min krop mærkede solens varme, mit ansigt mærkede de skarpe stråler… det strammede i huden. Min krop og mit hoved mærkede også uroen, som tog til… Jeg måtte videre…

Jeg zik zakkede igennem ”kartoffelrækkerne” og kiggede på husene. Der var godt nok hyggeligt, lignede ikke ”midt København”… mere en forstad. Husene er bestemt ikke nye… kan se tidens tand på murværket, tagene… Tænk, at de ”gamle huse” ikke er til at komme i nærheden af for penge. At vores tidligere statsminister bor her… hmmm…

Og pludselig skyllede den dårlig samvittighed, sorgen/usikkerheden/tvivlen ind over mig… Kommer jeg nogensinde til at få et arbejde igen, skyld og skam… Man er rigtig god til at vende alverdens ulykke mod sig selv… Det er nok også min egen skyld, at jeg er blevet syg… Jeg kan bare tage mig sammen… Gad vide, om det er, fordi jeg er doven og faktisk slet ikke gider arbejde?!! Pjækker jeg… Jeg var også en dårlig kollega, med alle de sygedage, jeg er heller ikke til at regne med… Og den ene selvbebrejdelse tager den anden og bliver bare ved og ved… Og det værste af det hele… Jeg troede fuldt og fast på, at det var sandt, det mit sind/tanker fortalte mig (Er gudskelov ved at blive klogere…). Men det er en lang og sej proces… Det, der for mig, har været rigtigt i 47 år, skal stille og roligt ændres… nye spor skal laves, nye stier trampes… og det gør man ikke bare fra den ene dag til den anden.

Pyhaaa… Dette ”tanke-tog”… blev udløst af, at jeg så nogle pisse dyre huse, som ikke så ud af noget. Det mindede mig om min fiasko… På arbejdsmarkedet, som menneske, som kone, som mor (ikke noget ”kønt” billede for mine piger at spejle sig i…), som kvinden med ambitioner… Jeg vil måske aldrig være i stand til at tjene mine egne penge igen. Og med den siddende regerings filosofi om, at jo mindre ”vi” giver de syge… jo hurtigere bliver de raske… gør ikke andet end trække én længere ned i sølet… Endnu en bekymring… Har vi råd til at blive siddende, hvor vi sidder? Jeg vil sige… Da jeg var sygemeldt, fik jeg det som svarer til understøttelsen… ca. de her 16-17.000 brutto om måneden. Nu er jeg kommet på ressourceforløb (fordi jeg er for syg til at få sygedagpenge?!) og får nu lidt under 11.000 brutto om måneden… Det er en indtægtsnedgang på 35%. Og jeg vil ikke ligefrem påstå, at jeg er blevet 35% mere rask. Tværtom…

Jeg begyndte igen at gå… Jeg skulle have sat ”en kæp i hjulet” på dette tankespin… Og det gjorde jeg bedst ved at gå. Så jeg gik igennem ”kartoffelrækkerne og ned til Sortedams søen. Jeg gik og gik og der kom lidt ro på.

Min mand fik fri… Han samlede mig op og vi kørte gennem den tætte fyraftenstrafik mod hotellet. Det var virkelig godt at være væk fra dagligdagen derhjemme. Forstået på den måde… her var ikke nogle krav og noget jeg skulle. Jeg har en utrolig sød, dejlig og forstående familie, som ikke forventer noget af mig. Men det gør jeg… Det var mine egne forventninger til mig selv. Her var ikke noget vasketøj, der skulle ordnes… Ingen opvaskemaskine, der skulle tømmes… der skulle ikke laves mad og ryddes af osv. osv. Her ville jeg ikke støde ind i én som sagde: Hej… Hvordan går det? (Værste spørgsmål i verden!!!) Nååå… Er du staaadig syg??? Her kunne jeg bare være… Tænke på mine nye øvelser. Min mand… mig selv… Jeg var ligesom i en ”uvirkeligheds bobbel”.

Min livshistorie del 6

Jeg havde fået lektier for… Jeg skulle øve ”blæsebælg”. Det er en åndedræts øvelse, som giver energi. Man sidder på en stol med ret ryg, bøjer armene, så hænderne kommer op til skulderne, tager en dyb indånding og ånder uuud… og på næste indånding, strækker man armene i vejret og strækker fingrene. På udåndingen falder armene ned (stadig med hænderne i skulderhøjde), knytter hænderne og albuerne rammer ribbenene, så man presser gammel luft og affaldsstoffer ud… (man udskiller faktisk over 200 forskellige affaldsstoffer via åndedrættet… vildt ikke…). Dette gør man 15 gange (i starten), lægger hænderne i skødet med hånd-fladerne opad. Her sidder man med lukkede øjne og kan mærke, hvordan energien banker rundt i kroppen. Det er ligesom det prikker og stikker… som om kroppen har drukket en stor tår danskvand. Efter et stykke tid gentager man øvelsen og det gør man 3 gange i alt. Det er så fedt. Det er som om hele kroppen er blevet gennemiltet og energien pisker rundt i kroppen… ahh… Jeg følte mig lidt fjollet i starten… For når man laver åndedrætsøvelser, vil det sige lyde… Det var grænseoverskridende at lave dem, mens min mand var på hotelværelset… Men fantastisk… han ville gerne være med, så vi lavede dem sammen.

Da vi var kommet i seng… skulle jeg lave de sidste ”lektier”. Jeg skulle øve ujjayi åndedrættet. Hvor man på ind- og udåndingerne lyder som ”Darth Vader” fra Star Wars… Åndedrættet skaber balance i både sindet og kroppen… Helt fantastisk… Jeg skulle lave 20 ind- og udåndinger… men det nåede jeg slet ikke… så sov jeg.

Jeg vågnede tidligt næste morgen… men det var der ikke noget usædvanligt i. Det usædvanlige var, at jeg ikke havde været vågen så mange gange som jeg plejer… og jeg var faldet i søvn igen. Normalt havde jeg så meget uro i kroppen og tankemylder i hovedet, at jeg højest fik 3 og hvis jeg var heldig 5 timers samlet søvn. Og når jeg først var vågnet… kunne jeg ikke sove igen… Hele mit system havde alt for travlt med at være stresset, angst og ked af det…

Men angsten lå på spring… Med min sunde fornuft, sagde jeg til mig selv, at jeg glædede mig helt vildt til at komme afsted igen og få en masse redskaber til ”Min værktøjskasse”. At være sammen med en masse skønne mennesker, som så lige så almindelige ud som mig, men også havde det lige så skidt som mig. Men hele min krop og følelser sagde, at det var vildt farligt. For tænk, hvis jeg mistede min ”sociale maske” og begyndte at græde… og hvis jeg gjorde… tænk, hvis jeg ikke kunne stoppe igen… tænk, hvis jeg gik fuldstændig i opløsning… hvad ville de ikke tænke… tænk, at jeg ikke bare kunne tage mig sammen… jeg dur fame heller ikke til noget, det er også fordi jeg er så svag… sådan en svagpisser… dårligt menneske… doven… og så kørte ”tanke toget”… og når det først er kommet i gang, er det næsten ikke til at stoppe igen. Her kommer ”mit billede” ind… igen. Det gælder om at stikke en ”kæp i hjulet” på tankespinnet/tanketoget… For der kommer intet godt ud at blive på toget… tværtimod. Det gælder om at ”gribe tanken” og tage den ud og kigge på den. Stille spørgsmålstegn ved den?? Giver lige et eksempel for det kan godt virket sån lidt ”ude i hampen” agtigt…

Hvis jeg tager tanken ”jeg dur fame heller ikke til noget”… kunne jeg sige til mig selv: Det passer jo ikke… For jeg har lige bagt en kage til ”Vandre Banden” og den smagte da ski… godt. Ingen har fået ondt i maven eller løb skrigende bort (og dem der har smagt mit hjemmebag kommer igen og igen… sååå…). Jeg har også lige kørt min datter i skole og det gik da også helt godt… kørte ingen ned og heller ingen buler i bilen… så det kan jeg da også finde ud af. Har lige gået 12 km… og jeg kom da hel hjem… Og på denne måde kan man stille og roligt overbevise sig selv om, at man ikke er sine tanker og at man ikke altid skal tro på det ”sindet” forsøger at sige til én… (Det er et kæmpe arbejde, som ikke sker fra det ene øjeblik til det andet, men en lang, sej og god proces, som er med til at gøre, at jeg føler jeg har rorpinden i mit liv…).

I går på kurset, havde jeg lært en teknik, som kunne tage toppen af angsten. Ikke at den ville forsvinde, men så jeg kunne være i den. Og den teknik brugte jeg hele vejen fra hotellet og ind til Østerbro. Teknikken er, hvor man trækker vejret almindeligt ind og på udåndingen siger man hmmmm… med lukket mund. Det skal gøres meget kraftfuldt og lyder garanteret helt vildt åndsvagt… Men det skønne med en bil er: ingen andre kan høre dig (altså lige bortset fra min mand… som var ved at blive blæææst ud af hmmmér…). For jeg fik virkelig sagt hmmmm, hmmmm, hmmmm, hmmmm, igen og igen… og igen og igen… Og det gjorde, at jeg kunne stå ud af bilen… ikke angst fri, men med så meget styr på den, at jeg mødte ind på kurset.

(Lige for at vende tilbage til bilen… En dame fortalte mig, at når hun skulle afreagere, tog hun sin bil og kørte en tur på landevejen… Og hvor er det rigtigt… her kan du skrige højt, synge så det gør ondt i halsen, skælde ud, græde, grine hysterisk… uden nogen kan høre dig. Gør du det derhjemme, er man bange for at naboen hører noget og ringer efter den blå vogn, langt ude i skoven… dukker der også pludselig nogen op, ved stranden kan det også høres langt væk… men i bilen kan du være tryg med ”din støj”. Og alle os – pæne mennesker – er ikke opdraget til at vise følelser… jo glæde… masser af glæde. Hvem kender ikke det, at blive sendt på værelset og først må komme ud igen, når man er god igen… eller hvis man er ked af det – tør dine øjne… det er ikke noget at græde over osv. osv.). MEN det er okay at vise følelser… ALLE følelser er lige rigtige… og kommer du ikke af med din vrede sætter det sig i kroppen… Kommer du ikke af med din angst sætter den sig i kroppen osv… Tænk, hvis du så en skide sjov film og ikke måtte grine!!! Vores krop og psyke hænger bare ”så meget sammen”.

“Min livshistorie” er en levende proces, som løbende bliver opdateret 🙂