Min livshistorie del 3

Jeg ringede igen til forsikringsselskabet. Jooo… de havde en psykolog i Haderslev, der kunne ACT, men der var lang ventetid. Pludselig en dag ringede ”en Grethe”. Hun var ikke uddannet i ACT: sagde hun, men hun havde da nogle kurser i det og hun kunne da bestemt hjælpe mig. Jeg gjorde det klart for hende, at det for mig var vigtigt, at det var hende, der var den professionelle og vidste, hvordan vi kom i mål. Jeg havde brug for at være patient og ikke hele tiden skulle opfinde den dybe tallerken…

Fjerde gang jeg var ved hende, sagde hun: Bettina, du kan mere ACT end mig…

Jeg gik derfra med den følelse, at ”psykologer” bare var pengemaskiner. Jeg havde fået en henvisning på ”12 x psykolog” og havde brugt dem på at fortælle – nye psykologer – min historie… uden at være kommet videre… Jeg følte mig snydt, ”ikke forstået” og vred. Fuck psykologer… Håbløsheden bankede virkelig på. Psykologerne havde været mit sidste halmstrå… Hvordan skulle jeg nu blive rask? Hvem kunne nu hjælpe mig? På et tidspunkt tænkte jeg: Hvor ville jeg ønske, at jeg havde kræft i stedet for. Så bliver man da taget alvorlig. Der er en hel klar handlingsplan for et kræftforløb… både under forløbet og flere år efter… Men ”psykiatri området” er der ikke prestige i og er meget nedprioriteret…

Min tur hjem fra Haderslev husker jeg som meget lang… Flere gange måtte jeg ind til siden… fordi tanken: ”Det er så nemt… Det er bare trække i rattet, næste gang der kommer en lastbil…” blev stærkere og stærkere i mit hoved…

På det tidspunkt havde jeg det så skidt pga. depression og angst. Det var ikke blot psykisk, jeg havde det skidt… Det var også fysisk. Hvis man nogensinde har prøvet at stå i sine egne tanker og en forskrækker en… sådan virkelig forskrækker… Hvor man først føler hjertet går i stå, så ryger op i halsen og derefter galoperer afsted med 180 i timen. Denne intense hammeren i brystet og kroppen, som bare sitre, dirrer og ryster… Den følelse havde været min følgesvend i over et halvt år. Den holdt ikke pause. Den gik ikke på weekend. Den tog ikke en slapper, når ”vi” skulle i seng. Min krop var hele tiden i alarmberedskab… Adrenalinen pumpede rundt hele tiden og min krop var bare træt, træt, træt…

Det sidste trekvarte år, havde jeg max fået 3 – 5 timers søvn i døgnet… sådan rigtig søvn, hvor man ryger dybt ned i drømmeland, hovedet får ro og hele systemet regenerere… Jeg havde så meget tankemylder… (af lortetanker…) at min hoved ikke fik ro på noget tidspunkt. Det kørte rundt i hovedet. Halve tanker, der aldrig blev til hele sætninger… Det kørte og kørte. Selvbebrejdelser, selvbebrejdelser, selvbebrejdelser… Du dur ikke til noget… Sikke en mor du er… Sikke en kone du er… Tag dig dog sammen… Kan godt forstå du ikke har noget arbejde… Ingen kan bruge sådan et skvat som dig… Sikke en belastning du er… din familie vil faktisk være bedre tjent, hvis du ikke var her osv., osv., osv. Den onde spiral var i gang og tog hurtig fart…

Når jeg gik i seng om aftenen, faldt jeg hurtigt i søvn, men efter få timer vågnede jeg – endnu mere træt og smadret end da jeg gik i seng… og jeg vidste, at jeg ikke ville få mere søvn den nat – heller ikke denne nat.

I vågen tilstand kunne jeg sommetider få lidt ”ro i hovedet” ved afledning. En af mine aflednings-/overlevelsesstrategier var at gå. Jeg gik, gik, gik… Lige så snart jeg ikke ”kunne være i mit hoved” gik jeg. Nat og dag. (Indskudt sætning: Glemmer aldrig en lørdag nat… jeg var gået i seng, men kunne slet ikke falde i søvn. Tankerne og uroen tog til, blev værre og værre… Der var kun et at gøre… tror kl. var 01.30… jeg tog et par bukser på under natkjolen, jakke på, snor på min allerbedste ven Tuka (som ALTID gider… :)) og afsted… (Jeg kunne bedst lide at gå, når det regnede, blæste eller var mørkt… så var chancen for at møde nogle, som undrede sig over, at jeg gik og græd mindst…). Tuka og jeg var næsten nået ud af byen… der kom en ung fyr gående imod mig og selv om det var mørkt og jeg havde hætten oppe, var der en der undrende sagde: Heeej Bettina. Hvad laver du ude nu?? Og i nattøj?? Shit mand… Jeg sank en klump, mandede mig op og forsøgte at lyde så normal som muligt. Øhhh… Tuka skulle tisse… (Hold kæft, hvor lød det dumt… kl. 02.00 om natten, 3 km hjemmefra og når man har en have lige uden for døren, hvor hun kunne tisse…). Han spurgte, om jeg var okay og det forsikrede jeg ham om og jeg skyndte mig videre. Vi var nået et par kilometer længere… og en scooter kom kørende imod os… Den sagtnede farten, stoppede og en ung mand sagde: Hej Bettina. Er du okay? Skal jeg ikke køre dig hjem. Du skal ikke gå her helt alene midt om natten… Trods alt mit ”mørke” blev jeg så glad, varm og rørt over, at mine døtre var så heldige at have så omsorgsfulde venner. Og man siger, at ungdommen i dag er egoister… Det var ikke det jeg oplevede <3 Jeg fortalte ham, at jeg havde en depression og den bedste måde jeg kunne finde ro på, var at gå… Og at det var okay. Han skulle ikke være nervøs… Tuka skulle nok passe på mig. Den nat gik jeg 17 km… jeg kom træt hjem, men ikke træt nok til at sove…).

Jeg kunne ikke holde ud at være alene… Jeg græd hele tiden. Det var som om, det ikke ville stoppe igen. Jeg var ked af det… hele min krop var ked af det… det gjorde fysisk ondt. Tænkte ofte… gad vide, om jeg nogensinde bliver rask… Måske er du skør…

Jeg kunne ikke holde ud at være hjemme… følte huset kvalte mig, følte huset var fyldt med dårlig energi, jeg kunne ikke ånde… (Selv om jeg med min fornuft ved, at vi bor dejligt, med masser af lys, kunne jeg slet ikke se det… Det var som at have solbriller på med næsten sort glas…). Så jeg tog ofte bilen og kørte… Ud… væk… Parkerede bilen et tilfældigt sted og gik… uden rute og uden mål… I starten – når jeg gik – kunne jeg ikke mærke andet end mørket, håbløsheden og tristheden… Men naturen og motion kan det fantastiske, at efter ca. 20 minutter begyndte tågen fra mit sind at lette… en lille smule. Naturen ”stikker en kæp i hjulet” på tankerne. Dine tanker bliver forstyrret i sit selvsving, fordi du skal bruge noget af din opmærksomhed på ikke at falde. Øjnene registrere lyset omkring mig (jeg har brug for lyset). Mine øjne registrerer, hvor glad Tuka løber rundt og snuser med høj haleføring… finder pinde, forsøger at grave dem ned, kræver min opmærksomhed… Jeg skal kaste den… hun gør insisterende… bliver ved… (Menneskets bedste ven… jeg forstår virkelig betydningen af den sætning…). Din hud sanser regn, blæst, sol. Dine ører registrerer alle lydene omkring dig og i kuperet terræn kommer pulsen op og blodet suser rundt og forsyner kroppen med nyt friskiltet blod og der bliver dannet endofiner.

Jeg gik og gik. Lige så snart jeg ikke kunne være i min ”ked-af-det-hed” gik jeg. Jeg gik 90 km på en måned. Jeg gik 140 km på en måned. Jeg gik 180 km på en måned… jo dårligere jeg havde det, jo mere gik jeg. En måned nåede jeg op på 250 km… mine hofter gjorde ondt, mit bækken gjorde ondt. Igennem mange måneder havde jeg gået og gået og i det forkerte fodtøj… Det resulterede i bækkenbetændelse, penicillin, kiropraktor og ro… masser af ro… Og absolut ingen gang…

Så ”væltede” min verden igen… Fuck kroppen… Hvad nu???

Jeg havde gået i den skønneste natur. Mine øjne havde set det, men ikke registreret det. Mine fødder havde registreret hver en sten, skråning og vandløb, men jeg havde ikke mærket det. Og alle mine sanser havde taget i mod regn, vind, blæst og sol, men jeg havde ikke mærket det.

Alle disse mørke kilometer er i dag en af mine veje tilbage til livet. ”Vandre Banden”. Her udfordrer jeg mig selv med at være sammen med andre mennesker. Jeg kan igen holde ud at være i mit køkken, fordi jeg skulle/skal finde nye opskrifter og bage kager til alle de skønne mennesker, der vælger at bruge deres tid på mine ture. Min hjerne, koncentrationen og hukommelsen, kommer stille og roligt tilbage, ved at jeg skal skrive tekst til turene (det kræver tålmodighed, øvelse og gentagelser, da mange ord er væk og jeg har svært ved at koncentrere mig ret lang tid af gangen). Jeg er så glad og taknemmelig for alle jer, som bakker op om mine ture. Jeg tror ikke i er klar over, hvilken kæmpe del i har i, hvor langt jeg er i dag. Jeg har stadig en lang vej at gå, men jeg er rigtig godt på vej. Tusind tak til jer <3 Læs mere om “Vandre Banden”…

Min skønne dejlige mand, sad en onsdag aften og googlede og landede på en side om angst. Han blev grebet af en historie, hvor en mand fortalte ”min historie”. Han havde oplevet samme ”trækken på skuldrene” fra sin læge, da han ikke ønskede medicin (fordi han også blev mere syg af den…), samme frustrationer mht. psykologer osv. MEN han havde været på et 5 dags kursus hos Art of Living… og det havde virkelig ændret hans liv.

I hovedmenuen kan du samlet læse, hvad der – til dato – er skrevet i “Min livshistorie”.

Dette indlæg blev udgivet i Angst, Depression, Livshistorie. Bogmærk permalinket.