Min livshistorie del 2

Jeg nåede kun fire konsultationer hos psykologen. Jeg havde brug for et mere kontinuerligt forløb. Så min mand og jeg fandt ud af, at jeg igennem min hans arbejde kunne komme ind under samme sygeforsikrings ordning som han var dækket af (kostede selvfølgelig…). Forsikringsselskabet fortalte, at de havde en psykolog i Vejle… hun var godt nok blind… om det gjorde mig noget. Nej, svarede jeg undrende… For min skyld kunne hun være blå eller grøn… bare hun kunne hjælpe mig.

Jeg blev ringet op af psykolog ”Mette” fra Vejle og som noget af det første, sagde hun: Har du styr på din henvisning… Hvortil jeg igen undrende svarede… selvfølgelig… ellers ville forsikringsselskabet jo ikke kontakte hende. Ja, for det var jo vigtigt, at hun fik sine penge. Allerede der tænkte jeg: Hun er mere interesseret i sin egen forretning end i mit ve og vel. Hun var forstående over for mit valg vedr. medicin, men hun syntes jeg var så forpint, at hun syntes, jeg skulle overveje Perikon. Perikon er naturens svar på antidepressiv. Du kan læse mere ved at trykke på linket og en rigtig god idé at google og få mere info. http://www.vitalraadet.dk/304+M56d79284d24.0.html.

Jeg nåede fire konsultationer hos hende… og hver gang blev henvisning og hendes penge nævnt. Jeg havde det så skidt og kunne slet ikke overskue ”hendes forretnings snak” oven i min ”dårligdom”. Jeg havde min henvisning i orden og var der problemer med hendes betaling fra forsikringsselskabet… måtte hun jo tage den med dem…

I mellemtiden havde jeg læst en interessant artikel, om ”Psykoterapi betaler sig frem for psykofarmaka…” Læs artiklen tryk linket: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2200773/psykoterapi-betaler-sig-frem-for-psykofarmaka/

Vild spændende artikel af psykolog Irene Oesterich. Jeg blev bekræftet i min mavefornemmelse vedr. medicin og havde hørt ACT (Acceptance and Commitment Therapy) nævnt nogle gange.

Jeg kontaktede forsikringsselskabet for at høre, om de havde en psykolog, som kunne det her ACT… Og ja, det havde de.

Jeg blev kontaktet af en meget ung kvinde, som fortalte, at hun kunne ACT. Jeg fik en tid og mødte meget skeptisk op… for hun lød godt nok meget ung. Men jeg tog fejl… Hun havde helt styr på det og med en helt ny indgangsvinkel, havde hun fat i den lange ende. Endelig begyndte det at rykke… allerede efter første gang, gik jeg hjem med ”redskaber” jeg selv kunne bruge… Det var fantastisk… Anden konsultation var en lige så stor succes… Og endelig begyndte der at spire et lille håb… Jeg følte mig set og forstået og endelig en jeg følte ville hjælpe mig…

Tredje gang, fortalte psykologen mig, at hun havde fået nyt arbejde. Jeg sagde: pyt… jeg følger med 🙂  Det kan du ikke, sagde hun: det er ved kommunen. Pyt… sagde jeg… Jeg betaler gerne sort. Men det gjorde hun ikke i… Der forsvandt mit skrøbelige halmstrå… Jeg spurgte, hvad jeg så skulle gøre? Hun kendte ikke andre ACT psykologer, hun kunne henvise til. Jeg spurgte efter ACT kurser eller bøger… Og jeg fik navn og forfatter på en af hendes lærebøger. Det blev mit halmstrå i lang tid derefter og er det stadig. Hel fantastisk bog, som er smæk fuld af ”aha-, nå det er derfor-, så forstår jeg bedre oplevelser”, den er let læselig og han har en hel fantastisk måde at skrive på. Ofte tænkte jeg: Det er lige præcis sådan jeg har det. Og hvor var det skønt, at en anden beskriver det jeg føler… så er jeg ikke alene… Sikke en befrielse 🙂  Bogen hedder Lykkefælden og er skrevet af Russ Harris og kan købes på Dansk Psykologisk Forlag (www.dpf.dk).

I hovedmenuen kan du samlet læse, hvad der – til dato – er skrevet i “Min livshistorie”.

Dette indlæg blev udgivet i Angst, Depression, Livshistorie. Bogmærk permalinket.