Min livshistorie del 1

  1. oktober 2014:

Jeg havde ikke sovet ret meget i løbet af natten. Det hele dirrede i mig… som om en lige havde forskrækket mig og hjertet galoperede afsted. Men det aftog ikke… det blev bare ved og ved.

Da jeg stod ud af sengen, var jeg mere træt og smadret end da jeg gik i seng… Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var rastløs, var lige ved at græde hele tiden, gik rundt om mig selv, begyndte på en masse ting, men fik ikke gjort noget færdigt… Der var fire timer til jeg skulle køre. Jeg skulle for første gang ud og sælge miss Dida tøj. Ved ikke, hvorfor jeg havde det sådan… jeg havde jo solgt tøj tusind vis af gange før… Jeg elskede det. Men bang… så kom angstanfaldet. Jeg troede, at jeg skulle dø. Mit hjerte galoperede afsted. Jeg hyperventilerede. Jeg græd, jamrede, skreg. Det sortnede for mine øjne… troede jeg var ved at besvime. Sveden haglede af mig. Det prikkede og stak i mine hænder og fødder og katastrofe tankerne væltede rundt i mit hoved. Min verden brød sammen og blev sort…

Jeg ringede til min mand og hvor må det have været frygteligt for ham. At være 100 km væk og høre sin kone gå i opløsning og intet kunne gøre…

Han kontaktede min chef, som var sød og forstående. Selvfølgelig skulle jeg tages af salg… Der var masser af tøj, der skulle syes. Så salg kunne sagtens vente til jeg var klar.

Jeg mødte rødøjet op på arbejde dagen efter. Min chef kom med to kopper kaffe og bad mig sidde ned. Hun bad mig vælge mellem 20 timers arbejde eller en fyreseddel.

Jeg gik til læge og hun testede mig til at have en depression og jeg blev sygemeldt. Da jeg denne gang ikke ønskede at få antidepressiv, ”trak lægen på skulderne” og jeg fik lov at passe mig selv.

Jeg var på dette tidspunkt i gang hos psykologen. Men da hun havde 3 måneders ventetid… kom jeg kun til, hvis hun fik afbud. Dvs. jeg vidste aldrig, hvornår jeg skulle ned til hende næste gang. Der kunne gå fra en uge til fire uger… Det var ulideligt… jeg havde brug for det minimum en gang i ugen.

I hovedmenuen kan du samlet læse, hvad der – til dato – er skrevet i “Min livshistorie”.

Dette indlæg blev udgivet i Angst, Depression, Livshistorie. Bogmærk permalinket.