Min livshistorie del 6…

media.34647.maskevalg_635380949369293364Jeg havde fået lektier for… Jeg skulle øve ”blæsebælg”. Det er en åndedrætsøvelse, som giver energi. Man sidder på en stol med ret ryg, bøjer armene, så hænderne kommer op til skulderne, tager en dyb indånding og ånder uuud… og på næste indånding, strækker man armene i vejret og strækker fingrene. På udåndingen falder armene ned (stadig med hænderne i skulderhøjde), knytter hænderne og albuerne rammer ribbenene, så man presser gammel luft og affaldsstoffer ud… (man udskiller faktisk over 200 forskellige affaldsstoffer via åndedrættet… vildt ikke…). Dette gør man 15 gange (i starten), lægger hænderne i skødet med hånd-fladerne opad. Her sidder man med lukkede øjne og kan mærke, hvordan energien banker rundt i kroppen. Det er ligesom det prikker og stikker… som om kroppen har drukket en stor tår danskvand. Efter et stykke tid gentager man øvelsen og det gør man 3 gange i alt. Det er så fedt. Det er som om hele kroppen er blevet gennemiltet og energien pisker rundt i kroppen… ahh… Jeg følte mig lidt fjollet i starten… For når man laver åndedrætsøvelser, vil det sige lyde… Det var grænseoverskridende at lave dem, mens min mand var på hotelværelset… Men fantastisk… han ville gerne være med, så vi lavede dem sammen.

Da vi var kommet i seng… skulle jeg lave de sidste ”lektier”. Jeg skulle øve ujjayi åndedrættet. Hvor man på ind- og udåndingerne lyder som ”Darth Vader” fra Star Wars… Åndedrættet skaber balance i både sindet og kroppen… Helt fantastisk… Jeg skulle lave 20 ind- og udåndinger… men det nåede jeg slet ikke… så sov jeg.

Jeg vågnede tidligt næste morgen… men det var der ikke noget usædvanligt i. Det usædvanlige var, at jeg ikke havde været vågen så mange gange som jeg plejer… og jeg var faldet i søvn igen. Normalt havde jeg så meget uro i kroppen og tankemylder i hovedet, at jeg højest fik 3 og hvis jeg var heldig 5 timers samlet søvn. Og når jeg først var vågnet… kunne jeg ikke sove igen… Hele mit system havde alt for travlt med at være stresset, angst og ked af det…

Men angsten lå på spring… Med min sunde fornuft, sagde jeg til mig selv, at jeg glædede mig helt vildt til at komme afsted igen og få en masse redskaber til ”Min værktøjskasse”. At være sammen med en masse skønne mennesker, som så lige så almindelige ud som mig, men også havde det lige så skidt som mig. Men hele min krop og følelser sagde, at det var vildt farligt. For tænk, hvis jeg mistede min ”sociale maske” og begyndte at græde… og hvis jeg gjorde… tænk, hvis jeg ikke kunne stoppe igen… tænk, hvis jeg gik fuldstændig i opløsning… hvad ville de ikke tænke… tænk, at jeg ikke bare kunne tage mig sammen… jeg dur fame heller ikke til noget, det er også fordi jeg er så svag… sådan en svagpisser… dårligt menneske… doven… og så kørte ”tanke toget”… og når det først er kommet i gang, er det næsten ikke til at stoppe igen. Her kommer ”mit billede” ind… igen. Det gælder om at stikke en ”kæp i hjulet” på tankespinnet/tanketoget… For der kommer intet godt ud at blive på toget… tværtimod. Det gælder om at ”gribe tanken” og tage den ud og kigge på den. Stille spørgsmålstegn ved den?? Giver lige et eksempel for det kan godt virket sån lidt ”ude i hampen” agtigt…

Hvis jeg tager tanken ”jeg dur fame heller ikke til noget”… kunne jeg sige til mig selv: Det passer jo ikke… For jeg har lige bagt en kage til ”Vandre Banden” og den smagte da ski… godt. Ingen har fået ondt i maven eller løb skrigende bort (og dem der har smagt mit hjemmebag kommer igen og igen… sååå…). Jeg har også lige kørt min datter i skole og det gik da også helt godt… kørte ingen ned og heller ingen buler i bilen… så det kan jeg da også finde ud af. Har lige gået 12 km… og jeg kom da hel hjem… Og på denne måde kan man stille og roligt overbevise sig selv om, at man ikke er sine tanker og at man ikke altid skal tro på det ”sindet” forsøger at sige til én… (Det er et kæmpe arbejde, som ikke sker fra det ene øjeblik til det andet, men en lang, sej og god proces, som er med til at gøre, at jeg føler jeg har rorpinden i mit liv…).

I går på kurset, havde jeg lært en teknik, som kunne tage toppen af angsten. Ikke at den ville forsvinde, men så jeg kunne være i den. Og den teknik brugte jeg hele vejen fra hotellet og ind til Østerbro. Teknikken er, hvor man trækker vejret almindeligt ind og på udåndingen siger man hmmmm… med lukket mund. Det skal gøres meget kraftfuldt og lyder garanteret helt vildt åndsvagt… Men det skønne med en bil er: ingen andre kan høre dig (altså lige bortset fra min mand… som var ved at blive blæææst ud af hmmmér…). For jeg fik virkelig sagt hmmmm, hmmmm, hmmmm, hmmmm, igen og igen… og igen og igen… Og det gjorde, at jeg kunne stå ud af bilen… ikke angst fri, men med så meget styr på den, at jeg mødte ind på kurset.

(Lige for at vende tilbage til bilen… En dame fortalte mig, at når hun skulle afreagere, tog hun sin bil og kørte en tur på landevejen… Og hvor er det rigtigt… her kan du skrige højt, synge så det gør ondt i halsen, skælde ud, græde, grine hysterisk… uden nogen kan høre dig. Gør du det derhjemme, er man bange for at naboen hører noget og ringer efter den blå vogn, langt ude i skoven… dukker der også pludselig nogen op, ved stranden kan det også høres langt væk… men i bilen kan du være tryg med ”din støj”. Og alle os – pæne mennesker – er ikke opdraget til at vise følelser… jo glæde… masser af glæde. Hvem kender ikke det, at blive sendt på værelset og først må komme ud igen, når man er god igen… eller hvis man er ked af det – tør dine øjne… det er ikke noget at græde over osv. osv.). MEN det er okay at vise følelser… ALLE følelser er lige rigtige… og kommer du ikke af med din vrede sætter det sig i kroppen… Kommer du ikke af med din angst sætter den sig i kroppen osv… Tænk, hvis du så en skide sjov film og ikke måtte grine!!! Vores krop og psyke hænger bare ”så meget sammen”.

I hovedmenuen kan du samlet læse, hvad der – til dato – er skrevet i “Min livshistorie”.

Dette indlæg blev udgivet i Angst, Art of Living, Depression, Livshistorie. Bogmærk permalinket.