Min livshistorie del 5…

Min rejse var begyndt… Da jeg kom ned på gaden… Øster Farimagsgade på Østerbro – en trafikeret, men super hyggelig gade – med små hyggelige butikker og caféer – opdagede jeg, at solen skinnede. Det havde den altså ikke gjort i maaange år.

Min mand havde ikke fri endnu… så jeg skulle have 1,5 time til at gå. Men det gjorde slet ikke noget. Jeg elsker København… her kan man virkelig være sig selv… med og uden sin ”dårligdom”. (Godt, når man gerne vil være i fred… Skidt, fordi man virkelig kan være ensom her, bland mange mange mennesker). Folk er tilpas ligeglade, konfliktsky, ”nok i sig selv-agtige”, så man kan sagtens gå og græde, uden nogen registrere det. Det gør de måske nok, men de handler ikke på det.

Først satte jeg mig på en elboks i solen… Lukkede øjnene, men blev skidt tilpas. Alle de lyde, larmen, lugten af benzinos, et fremmed og ukendt sted… det var angstprovokerende… Så øjnene blev hurtigt åbnet igen. Det var meget bedre… men ved ikke, om jeg nød det… Tror mere, jeg bare var der. Men min krop mærkede solens varme, mit ansigt mærkede de skarpe stråler… det strammede i huden. Min krop og mit hoved mærkede også uroen, som tog til… Jeg måtte videre…

Jeg zik zakkede igennem ”kartoffelrækkerne” og kiggede på husene. Der var godt nok hyggeligt, lignede ikke ”midt København”… mere en forstad. Husene er bestemt ikke nye… kan se tidens tand på murværket, tagene… Tænk, at de ”gamle huse” ikke er til at komme i nærheden af for penge. At vores tidligere statsminister bor her… hmmm…

Og pludselig skyllede den dårlig samvittighed, sorgen/usikkerheden/tvivlen ind over mig… Kommer jeg nogensinde til at få et arbejde igen, skyld og skam… Man er rigtig god til at vende alverdens ulykke mod sig selv… Det er nok også min egen skyld, at jeg er blevet syg… Jeg kan bare tage mig sammen… Gad vide, om det er, fordi jeg er doven og faktisk slet ikke gider arbejde?!! Pjækker jeg… Jeg var også en dårlig kollega, med alle de sygedage, jeg er heller ikke til at regne med… Og den ene selvbebrejdelse tager den anden og bliver bare ved og ved… Og det værste af det hele… Jeg troede fuldt og fast på, at det var sandt, det mit sind/tanker fortalte mig (Er gudskelov ved at blive klogere…). Men det er en lang og sej proces… Det, der for mig, har været rigtigt i 47 år, skal stille og roligt ændres… nye spor skal laves, nye stier trampes… og det gør man ikke bare fra den ene dag til den anden.

Pyhaaa… Dette ”tanke-tog”… blev udløst af, at jeg så nogle pisse dyre huse, som ikke så ud af noget. Det mindede mig om min fiasko… På arbejdsmarkedet, som menneske, som kone, som mor (ikke noget ”kønt” billede for mine piger at spejle sig i…), som kvinden med ambitioner… Jeg vil måske aldrig være i stand til at tjene mine egne penge igen. Og med den siddende regerings filosofi om, at jo mindre ”vi” giver de syge… jo hurtigere bliver de raske… gør ikke andet end trække én længere ned i sølet… Endnu en bekymring… Har vi råd til at blive siddende, hvor vi sidder? Jeg vil sige… Da jeg var sygemeldt, fik jeg det som svarer til understøttelsen… ca. de her 16-17.000 brutto om måneden. Nu er jeg kommet på ressourceforløb (fordi jeg er for syg til at få sygedagpenge?!) og får nu lidt under 11.000 brutto om måneden… Det er en indtægtsnedgang på 35%. Og jeg vil ikke ligefrem påstå, at jeg er blevet 35% mere rask. Tværtom…

Jeg begyndte igen at gå… Jeg skulle have sat ”en kæp i hjulet” på dette tankespin… Og det gjorde jeg bedst ved at gå. Så jeg gik igennem ”kartoffelrækkerne og ned til Sortedams søen. Jeg gik og gik og der kom lidt ro på.

Min mand fik fri… Han samlede mig op og vi kørte gennem den tætte fyraftenstrafik mod hotellet. Det var virkelig godt at være væk fra dagligdagen derhjemme. Forstået på den måde… her var ikke nogle krav og noget jeg skulle. Jeg har en utrolig sød, dejlig og forstående familie, som ikke forventer noget af mig. Men det gør jeg… Det var mine egne forventninger til mig selv. Her var ikke noget vasketøj, der skulle ordnes… Ingen opvaskemaskine, der skulle tømmes… der skulle ikke laves mad og ryddes af osv. osv. Her ville jeg ikke støde ind i én som sagde: Hej… Hvordan går det? (Værste spørgsmål i verden!!!) Nååå… Er du staaadig syg??? Her kunne jeg bare være… Tænke på mine nye øvelser. Min mand… mig selv… Jeg var ligesom i en ”uvirkeligheds bobbel”.

I hovedmenuen kan du samlet læse, hvad der – til dato – er skrevet i “Min livshistorie”.

Dette indlæg blev udgivet i Angst, Art of Living, Depression, Livshistorie. Bogmærk permalinket.