Min livshistorie del 4…

Min mand læste op og sagde: Det her skal du altså prøve… Bettina. Det koster kun 1.500 for fem dage… Det er jo næsten det samme som, hvad en psykologtime koster. Jeg sagde: 1.500 kr. for fem dage… Det må være en kvaksalver. Ingen seriøse firmaer kan da holde et 5 dages kursus med lokaleleje, løn, lys, varme osv. for 1.500 kr. Vi læste videre… Det er verdens 2. største humanitære organisation… Interessant… Det her var som tidligere skrevet om onsdagen. Kurset, som var specielt lavet til sygemeldte med angst, depression og stress, startede allerede om mandagen og blev afholdt i København. Vi blev enige om, at jeg skulle ringe til Art of Living (AOL) næste dag. (Det at tage telefonen og ringe til et fremmed menneske, var vildt grænseoverskridende… Min angst var så slem, at jeg ikke engang kunne ringe til min mor og sige hej… uden at begynde at tude… Ikke åbne døren for posten… uden at tude osv.).

Pia Maria (underviser og formand for Art of Living (AOL) i Danmark) tog telefonen… Jeg fortalte med grødet stemme, at vi havde set denne her fortælling, om denne her mand. Jeg vidste ikke, om kurset var noget for mig… for jeg havde gået til psykolog og syntes ikke rigtig, at det hjalp… Medicin havde ikke hjulpet, havde blot tilført alle bivirkningerne og bla… bla… bla…

Pia Maria fortalte, at de ting vi oplevelser i vores liv sætter sig i kroppen. Om jeg aldrig havde stået neden for en rutchebane og alligevel mærket suget i maven… Jooo… det havde jeg da. Og pludselig forstod jeg, hvorfor jeg ikke kunne/kan nærme mig Jobcenteret uden at begynde at græde… For i 2009 havde jeg ene grimme, dårlige oplevelser derfra… med mistro, skyld og skam. Og hvor jeg følte mig presset til noget, jeg overhovedet ikke var klar til…

Pia Maria fortalte: Psykologen arbejder kun i det bevidste lag. Og lige meget, hvor meget du fortæller om det, fjerner det ikke det, som kroppen husker. AOLs praksis med yoga, åndedrætsøvelser og meditation arbejder i de 7 lag af kroppen, som gør, at vi får renset gammelt ”affald” ud. Et af de 7 lag… er sindet. Lærer man ikke, om sindets tendenser, tror man på alle de ting sindet finder på…

Wauuu… jeg var solgt. Kunne man virkelig stille spørgsmål ved de tanker, der dukker op?? Jeg havde da altid troet på, at jeg ikke duede til en skid, når den tanke dukkede op. Eller… du er sgu for meget… Eller ingen gider med dig, du er kun god nok, hvis du yder… Tænk, hvis disse ”lorte tanker” ikke var sande… Tænk, hvis jeg virkelig var god nok… Eller… at folk godt gider mig… uden at jeg skal yde… At folk, der siger noget pænt til mig, ikke har en grim bagtanke… En ny verden begyndte at åbne sig…

Da hun hørte, at jeg var fra Jylland, tilbød hun uden tøven, at jeg kunne sove i et af deres behandlerrum. Jeg skulle ikke give noget, blot selv medbring madras og dyne… Mere wauuu… Sikke et menneske. Jeg kendte hende slet ikke og alligevel behandlede hun mig som en nær, gammel ven.

Jeg meldte mig til kurset. Min mands arbejdsplads ligger både i Århus og i København. Han aftalte med sin chef, at han kunne arbejde i København den kommende uge. Søndag aften checkede vi ind på et hotel i København… Og mit ”nye liv” var stille og roligt begyndt at ændre sig fra, at andre havde styringen til, at det var mig, der fik rorpinden og den fulde kommando.

Mandag morgen mødte jeg træt, angst, usikker op i tredje baggård, på tredje sal i en stor gammel, smuk lejlighed på Østerbro. Vi var 9 på kurset og for første gang var jeg sammen med andre mennesker, som ”lignede” mig. Og hvor var det skønt. Ikke at skulle forklare, se/mærke undrende, uforstående blikke fra den man fortalte sin historie til… Høre andre mennesker fortælle min historie eller sige det, som jeg lige skulle til at sige. Sikke en befrielse… Så var jeg måske ikke så mærkelig alligevel. Ordsproget: Lige børn leger bedst… fik en helt ny betydning.

Under den sidste øvelse vi lavede den dag, mærkede jeg en gnist af glæde… Wauuu… det havde jeg ikke mærket i flere år. Glæden havde været kvalt og filtret ind i et tykt lag af håbløshed, lavt selvværd og ked-af-det-hed. Det var ikke kun den lille gnist af glæde jeg havde mærket… der var også begyndt at spire et lille håb…

I hovedmenuen kan du samlet læse, hvad der – til dato – er skrevet i “Min livshistorie”.

Dette indlæg blev udgivet i Angst, Depression, Livshistorie. Bogmærk permalinket.